Grøn Guide i Gladsaxe – hvad er det?

En Grøn Guide er en lokal miljøvejleder, der kan rådgive om grøn adfærd i måden at leve, bo, bruge og forbruge på. Det sker ved at give praktisk hjælp til selvhjælp i form af en lokal inspirations- og vejlednings-tjeneste.

Et grønt fingeraftryk

De grønne guiders logo viser et grønt fingeraftryk på en klode. Logoet kan tolkes som udtryk for at vi alle sætter hver vores aftryk på kloden og har et medansvar for at sikre en bæredygtig fremtid. Bæredygtig vil sige, at vi får nedbragt vores forurening og ressourceforbrug til et niveau, hvor det ikke reducerer de fremtidige generationers muligheder, dvs. at vi opnår en balance med vores omgivelser, der sikrer en harmonisk og retfærdig fremtid.

Det, man holder af, passer man på

Kendskab til naturen og det deraf følgende engagement er en væsentlig forudsætning for at ville gøre noget for miljøet. Det, man holder af, passer man på. Respekten for det levende er et fællestræk i aktiviteter, der vedrører natur og miljø. Naturiagttagelser kan give tid til eftertænksomhed, at stoppe op, gøre status, og måske at turde sætte spørgsmålstegn ved vores egen adfærd – det første trin på vejen mod en mere bæredygtig miljøadfærd.

At tænke økologisk uden at få stress

Udfordringen er at gennemtænke de miljømæssige konsekvenser af vores handlinger, inden vi foretager dem. Altså at tænke grønt ind i hverdagen. Det handler f.eks. om transport, indkøb og vask. Ændring af indgroede vaner kan kræve et langt sejt træk. Som grøn guide kan jeg tilbyde at hjælpe med at finde vej i miljøjunglen, så du som forbruger får mindre “miljøstress” af alle de hensyn, der skal tages. Jeg er også parat til at synliggøre livsstil og hvilke normer, der må ændres, for at vi kan opnå social- og miljømæssig bæredygtighed.

Brug din Grønne Guide!

En stor del af min tid som grøn guide går med aktiviteter forskellige steder i kommunen, men min base er i grønt IDÉcenter i Gladsaxe Hovedbibliotek, med indgang fra Gladsaxe Rådhusplads. I det grønne IDÉcenter kan man også træffe fagfolk fra Miljøafdelingen. Kontakt mig, hvis der er spørgsmål om miljø og natur. Hvis I er en gruppe, der ønsker miljø- eller naturvejledning, så kommer jeg gerne på besøg. Er der en god ide vedr. miljø, så lad os se om vi kan føre den ud i livet sammen. Ring, mail eller kig ind!