
Foredrag: Kunstig intelligens: fra IT til samfund
18. november @ 18:45 - 21:00

Kom og hør, når Foreningen Lokal Agenda 21 i Gladsaxe er vært for Aarhus Universitets offentlige foredrag i naturvidenskab. Denne gang er emnet:
Kunstig intelligens er på rekordtid gået fra at være et nørdet sci-fi emne til at blive en uomgængelig del af hverdagen. Det findes overalt, fra store sprogmodeller til græsslåningsrobotter. Tilsyneladende er det en nyttig teknologi, der kan effektivisere en lang række sektorer i samfundet og gøre mange aspekter af vores liv lettere, men samtidig er der en vis frygt for, hvordan det kan ændre ”livet som vi kender det”. Hvad bør vi vide og hvad kan vi tro på i omgangen med det?
I første del af foredraget vil professor i datalogi Kasper Green Larsen tage os ind i maskinrummet og forklare de underliggende idéer der har gjort kunstig intelligens muligt.
I anden del vil professor i antropologi Andreas Roepstorff afsøge, hvordan kunstig intelligens kan ændre vores samfund, måden vi omgås med hinanden på og måske endda vores forhold til os selv.
OBS: Det er ikke muligt at reservere plads til foredraget, så vi anbefaler, at du møder op i god tid. Der er plads til cirka 70 personer. Vi byder på gratis kaffe, te og småkager.