Hvad er biodiversitet, og hvad kommer det mig ved?
Natur og biodiversitet synes at være på alles læber i disse år. Den grønne trepart er i fuld gang med at blive implementeret, og den kommer til at ændre det danske landskab betydeligt over de kommende år. Men hvad er biodiversitet egentlig, og hvorfor er den så vigtig?
Biodiversitet forstås som mangfoldighed på tre niveauer: Artsrigdom, genetisk variation indenfor den enkelte art, samt variation i levesteder. Alle tre er vigtige.
Det fordrer betydelige overordnede tiltag at få biodiversiteten på landsplan på ret køl, men du kan sagtens gøre noget for din lokale biodiversitet, og der er god grund til at gøre det, også selvom du kun har en lille have, eller måske blot en altan. Bor du i lejlighed, er der måske fællesarealer, hvor I kan gøre noget sammen. I klippet her kan du høre Carl Ejner fra Lokal Agenda 21 i Gladsaxe fortælle mere om hvordan man får mere biodiversitet i haven.
Naturen mangler plads
Naturen er et komplekst samspil mellem tusindvis af mikroorganismer, planter, alger, svampe og dyr. Systemet forsøger på mange måder at regulere sig selv, men der er grænser for, hvad der kan lade sig gøre.
Den art, vi kalder mennesket, er en af de mest tilpasningsdygtige, men desværre betyder menneskelige aktiviteter, at naturen mangler plads. Over tid har vi udviklet den opfattelse, at vi kunne stå udenfor naturen, men det er selvfølgelig en illusion. Når vi globalt mister natur og arter i det tempo, som vi gør i øjeblikket, så bliver verden et ”fattigere” sted og vi kan risikere at mangle såkaldte økosystemtjenester – altså opgaver naturen udfører for os, som fx at lagre vand ved ekstremregn, bestøve vores afgrøder og ikke mindst lagre den CO2, som vi udleder alt for meget af.
For at sikre biodiversiteten i Danmark har vi brug for at skabe store sammenhængende områder med vild og urørt natur, helst over 500 hektar, og i særlige tilfælde mindst 5000 hektar*.
Men lidt har også ret.
Mange dyrearter har brug for rastepladser på vej fra ét naturområde til et andet. Og hvis din have eller altan er indbydende, kan du få stor glæde og fornøjelse at se livet udfolde sig – også selv om det måske ikke er sjældne arter, der slår sig ned. Børn elsker at se på insekter, fugle og smådyr, og det er vigtigt at stimulere den interesse – det er jo børnene, der fremadrettet skal bevare naturen!
*Biodiversitetsrådet: Fra tab til fremgang. Beskyttet natur i Danmark i et internationalt perspektiv, nov. 2022
Du kan læse mere om biodiversitet her.