Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Foredrag: Med havets kæmper på jagt

6. oktober @ 18:45 - 21:00

Kom og hør, når Foreningen Lokal Agenda 21 i Gladsaxe er vært for Aarhus Universitets offentlige foredrag i naturvidenskab. Denne gang er emnet:

Hvaler udgør de største dyr der nogensinde har levet på Jorden, og er med deres ekstreme tilpasninger til et liv i vand nogle af de mest enestående pattedyr. De er tidligere blevet set som flydende oliedepoter og blev jaget til næsten udryddelse, men i dag er der en stigende forståelse for at økosystemerne til havs er helt afhængige af hvaler som toprovdyr.

I mange år har forskere kun kunnet få indsigt i hvalernes liv ved at studere dem i den korte tid de befinder sig ved havoverfladen eller ved at dissekere døde hvaler og herudfra gætte sig til hvordan de lever. Men ny teknologi, med droner og med måleudstyr som sættes på hvalerne med sugekopper, giver nu forskerne enestående muligheder for at studere hvalernes biologi mens de jager på store dybder langt til havs.

I løbet af foredraget tager vi blandt andet med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande, og med dybvandskameraer prøver vi at forstå hvordan verdens største tandhval, kaskelothvalen, finder mad mens den jager på mere end 1.000 meters dybde. Du vil også høre om hvordan en grønlandshval undgår at fryse ihjel mens den lever af milliarder af bittesmå byttedyr i Diskobugten, og hvordan en pukkelhvalsmor kan føde og die en unge uden at spise noget i et halvt år. Undervejs vil vi også kaste lys over hvordan vi fremadrettet kan leve i bæredygtig sameksistens med disse vigtige toprovdyr i en verden under forandring.

Forelæser: Peter Teglberg Madsen
professor i sansefysiologi, Institut for Biologi, Aarhus Universitet.

Dette er en opdateret udgave af et foredrag fra forårssemesteret 2019.

OBS: Det er ikke muligt at reservere plads til foredraget, så vi anbefaler, at du møder op i god tid. Der er plads til cirka 70 personer. Vi byder på gratis kaffe, te og småkager.

Detaljer

Arrangør

  • Lokal Agenda 21 i Gladsaxe
  • E-mail la21gladsaxe@outlook.com

Sted

  • Drop Inn på Telefonfabrikken
  • Telefonvej 12
    Søborg, 2860
    + Google Maps