Se lyset i sommernatten

Det er især efter mørkets frembrud omkring Sct. Hans at man kan være heldig at se en bille der kaldes Sct. Hans orm.

Billen er speciel ved at de voksne hunner kan frembringe et gulligt-grønligt lys, der er synligt om natten. Hunnen er flad, larveagtig og 16-25 mm lang. Modsat hannen, der er 11-12 mm lang, så mangler hunnen vinger og dækvinger. Den vingeløse hun benytter lyset til at tiltrække hanner da Sankthansormen er nataktiv. Søgende hanner tiltrækkes af lyset og forplantningen foregår om natten.

Det siges, at alle udviklingsstadier af billen kan lyse dvs. larven og selv æggene kan lyse, blot ikke nær så kraftigt som de voksne hunner. Billelarven lever i øvrigt af snegle og er to år om sin udvikling.

Det er såkaldt koldt lys som billen udsender dvs. at der er ikke noget tab i form af varme, i stedet dannes lyset ved nogle komplicerede kemiske reaktioner.

I Gladsaxe findes billen vist kun ved stien gennem Smørmosen, der går fra tunnelen under motorvejen og ind mod folden med hestene. På denne strækning kan man være heldig at se de små gulligt-grønlige lys fra hunnerne i græsset omkring stien. Det er derfor meget vigtigt ikke at klippe græsset omkring stien før den spændende bille har sørget for slægtens videreførelse.

I Danmark findes også en lille art sankthansorm, men den er yderst sjælden og menes ikke set i Gladsaxe, hvor vi derimod har en række andre spændende dyr og planter – nogle yderst almindelige andre ganske sjældne. Se et udvalg af dem her. Det kan måske være inspiration til at besøge Gladsaxes natur.